Til kamp for fædrelandet, for et andet land.
I Transnistrien drømmer landets unge sportsudøvere om at stille op ved de største internationale konkurrencer, men da Transnistrien ikke er en anerkendt nation, må atleterne gøre dette under et andet lands faner. Udbryderstatens politikere drømmer også, men om at Transnistriske sportspræstationer kan være med til at sætte dem på verdenskortet, så de kan få den indflydelse og magt, der kan hjælpe dem i konflikten med den gamle krigsfjende Moldova.
Af Anders Holst & Brage Borup
I den disede eftermiddagssol på Dinamo Stadion i Transnistriens næststørste by, Bender, varmer Anastasia Senchiv op. Iklædt mørkt træningstøj og stram knold, begynder hun og de andre atleter dagens træning under skarp ledelse af deres træner. Hun er længde- og trespringer, og så har hun været til flere internationale konkurrencer for Moldova. Det til trods for, at hun er født og opvokset i Transnistrien og har været i deres statsstyrede sportssystem, siden hun var lille.
”Fra starten af min karriere vidste jeg, at den eneste mulighed, jeg havde for at komme til internationale konkurrencer, var at stille op for Moldovas nationale hold. Jeg elsker Transnistrien, men vi har ingen muligheder her,” fortæller Anastasia.
Starten på konflikten
Efter Moldova erklærede sin uafhængighed og løsrev sig fra Sovjetunionen ændrede de officielt sprog til Moldovisk, en pendant til Rumænsk, med latinske bogstaver. Dette fik særligt det russisktalende flertal nordøst for Dniester-floden i Moldova til at frygte diskrimination og udelukkelse.
Derfor opstod der fra 1990 til 1992 en borgerkrig, mellem Moldovas militær bakket op af Rumænien, og russisk støttede militser fra den anden side af floden. Krigen splittede landet i to: Moldova og Transnistrien, som betyder ‘efter Dniester’, hvilket er navnet på floden, der skiller de to stater. Siden da har situationen været stort set uforandret.
I dag fungerer den russofile udbryderstat stort set som en selvstændig nation, med alt hvad det indebærer; valuta, regering, egne nummerplader og hær. Det til trods for, at udbryderstatens areal ikke er meget større end Fyn.
På trods af den umiddelbare selvstændighed er Transnistrien ikke anerkendt af nogen FN-lande. Selv ikke Rusland, som den lille udbryderstat er dybt afhængige af rent økonomisk. Så hvis man er sportsudøver fra Transnistrien, skal man stille op under et andet lands fane, hvis man drømmer om metal til internationale konkurrencer.
Det gælder alt lige fra landshold og individuelle atleter til Transnistriens helt store stolthed, fodboldklubben Sheriff Tiraspol, som for ganske nyligt helt sensationelt besejrede Real Madrid i en Champions League kamp.
Uofficielt land, officielle ambitioner.
I en lille foyer på en sportsskole i landets næststørste by Bender, er det første, der møder en, når man træder indenfor, en stor sølvplade fra OL i Moskva 1980. På den står ordene “De bedste atleter i verden, vores avancerede folk” ovenover de fem velkendte ringe. Så er ambitionen sat.
Allerede fra en tidlig alder bliver de unge atleter indlemmet i et statsstyret sportssystem, hvor man som 10-årig skal til en konkurrence, hvor kun de allerbedste atleter bliver tilbudt til at bo og studere på skolerne, med statsbetalt træning, mad og behandling fortæller Gjenadie Narivonchik, der er direktør for en af landets sportsskoler i Tiraspol.
Trods de til tider lidt utidssvarende forhold fejler ambitionsniveauet ingenting blandt de mange atleter på landets 28 sportsskoler. De fleste af eleverne drømmer om at komme til de helt store mesterskaber fortæller Gjenadie, mens han passerer flere store sort hvide plakater med billeder af tidligere olympiske medaljevindere med Transnistrisk islæt.
Han peger på et billede. “Det er Larisa Popova, hun vandt guld i roning til OL i Moskva i 1980,” fortæller han stolt. Larisa Popova blev født i Tiraspol i 1957 og har siden stået som en af allerstørste transnistriske sportspræstationer gennem tiden, det til trods for, at hun stillede op for det gamle USSR. I dag sidder hun i Moldovas olympiske sports komité med hovedsæde i Chisinau.
Sport som politisk propaganda?
Men hvorfor har et land, der i snart 30 år så indædt har kæmpet for selvstændighed, valgt at give afkald på deres dygtigste atleter i internationalt øjemed, og det tilmed til den tidligere krigsmodstander Moldova?
I modsætning til langt størstedelen af verdens ikke-anerkendte stater har Transnistrien valgt, at beholde deres sportslige relation til landet, de brød ud fra, Moldova. Ifølge en artikel fra 2011 af direktøren for Centre for Eastern Studies i Polen, Adam Eberhardt, findes der flere grunde til dette.
En af grundene er den store værdi i at kunne skrive om deres borgeres præstationer i store konkurrencer, og deres imponerende sportspræstationer kan også give dem et politisk forspring.
Det vækker kraftige associationer til Sovjettiden, hvor sport i høj grad blev brugt til, at give borgerne en falsk mæthedsfornemmelse. Tanken var at så længe befolkningen var underholdt eller havde aspirationer inden for eksempelvis sport, så håbede man på, at de glemte den generelle fattigdom, der på mange gennemsyrede det sovjetiske landskab.
Tag eksemplet med landets fodboldklub Sheriff Tiraspol. Pludselig taler alle verdens medier om den lille klub fra Transnistrien. Den gode omtale kan ifølge Adam Eberhardt i sidste ende være med til at give landets politikere en overhånd i eventuelle forhandlinger mellem Moldova og Transnistrien, samt holde befolkningen fast i stærk nationalfølelse.
Rusland eller Moldova?
Udover Transnistriens officielle navn Pridnestrovian Moldovian Republic, PMR, er deres forhold til naboerne ikke tydeligt. Tværtimod, overalt på vigtige regeringsbygninger flages der med to flag, det Russiske og Transnistriens eget.
I forbindelse med den seneste valgkamp i 2016 udtalte landets præsident Vadim Krasnoselsky, at han ikke så nogen grund til at styrke båndet til naboen Moldova.
Her gjorde han det klart, at det ultimative mål stadig er en genforening med moderlandet Rusland, der i forvejen står for godt 70 procent af Transnistriens statsbudget, og som har udstationeret omkring 1500 russiske fredsbevarende styrker i landet.
Siden krigens slutning og statens stiftelse i 1992, har Transnistriens statsoverhoveder været gode til at fastholde en fjendtlighed over de gamle krigsmodstandere ved årligt, at mindes ofrene for krigen ved store militærparader ned igennem 25. Oktober St., datoen for den russiske Oktoberrevolution.
Fra verdens ende til Moldovas landshold
I et lille lavloftet og svedlugtende kælderrum i hovedstaden Tiraspol, har 22 årige Serghei Uscov netop færdiggjort sin træning. Han er tidligere moldovisk mester i Taekwondo og drømmer om OL for Moldova i 2024.
“Jeg har mange gode venner på landsholdet, så jeg har ikke noget problem med at stille op for Moldova” fortæller han.
Selv er han født i den transsibiriske endestations-by, Vladivostok, af en Moldovisk mor og Bulgarsk far, men i 2002 flyttede han og resten af familien til Transnistrien, fordi hans morfar fik en gratis lejlighed, som tak for hans store indsats med et byggeri i landet.
“Vores ungdom her er ikke noget særligt, men den er okay. For mig er det bedste sporten,” han fortsætter, “den primære vanskelighed ved at bo og træne her, er økonomien, men det er kun med til at motivere mig.” slår han fast.
Anderledes pessimistisk er han dog omkring en fælles genforening af de to lande.
“Jeg tror aldrig, at vi bliver et samlet land,” afslutter han, inden han låser døren til taekwondo-klubben og bevæger sig videre ud i den kølige oktoberaftens mørke.
Sport for fremtiden
Der er stor tvivl om fremtiden for Transnistrien, både rent politisk og hos de unge sportsudøvere.
Sporten er for Anastasia, Serghei og mange andre unge mennesker en måde at komme ud af landet på, og så gør de det gerne på bekostning af deres nationalitet udadtil.
For politikerne kan de unges store sportslige ambitioner bruges til at virkeliggøre deres politiske ambitioner, men i sidste ende skal der nok meget mere til, før Transnistrien opnår selvstændighed eller slutter sig til den gamle krigsfjende Moldova.
I mellemtiden sveder de unge videre i sportshaller og på stadioner, og deres sejre for Moldova er lige så meget sejre for Transnistrien.
